Den 29. september 2009 holdt jeg en workshop under Gymnasiedage med titlen Mobilens muligheder - en mediepædagogisk workshop. 71 lærere og ledere fra alle typer gymnasiale uddannelser og de tre fakultære områder deltog i workshoppen.
Under workshoppen eksperimenterede vi med at besvare hvad- og hvorfor-spørgsmål om mobilens muligheder via sms og på nedenstående diskussionsforum. De havde kun 5 minutter til det.
Hvad-spørgsmålene skulle besvares via sms, og de er så efterfølgende skrevet ind af mig. Jeg fik 17 svar.
Hvorfor-spørgsmålene kunne man besvare enten via sms eller direkte online ved hjælp af mobil. Som det fremgår, var der kun én der gjorde det sidste; resten af svarene er skrevet ind af mig efterfølgende fra min mobil.
Svarene antyder en bred nysgerrighed, interesse og fantasi i forhold til mobilbrug i mange fag.