Dette er den printervenlige udgave. Klik her for skærmudgaven. | Luk vindue

Afskedsdigt til mine danskelever

 

 

Da jeg stoppede som dansklærer på Handelsgymnasiet i Herning, skrev jeg et afskedsdigt - et lejlighedsdigt - til mine elever. Det kan læses her:

 

 

Afskedsdigt til mine danskelever

 

Handelsgymnasiet i Herning, 28. januar 2009

 

Man skriver digte

når man ikke ved

hvordan man ellers

skal sige det.

 

Og det er da lidt

så’n jeg har det

når jeg nu skal tage

afsked med mine danskelever

i 2d.

 

De ku’ jo ikke li’

digte første gang

jeg præsenterede dem

for dem:

 

Det var digteren Ursula

Andkjær Olsen der rablede

derudad om ægteskabet

mellem vejen

og udvejen

på hendes gulgrønne hjemmeside

collage

og efter endt oplæsning

nærmest fik jer til at råbe:

 

’Det var sgu da det mest

langt ude latterlige lort

det her’

eller noget i den retning

eller rettere sagt

det var især Arnt og nogen

af de andre drenge

der sagde:

 

’Nikolaj, det her er ikke

det almene gymnasium,

er du gået forkert?!’

 

Og så var det vist

jeg smilede igen

og sagde at det mente jeg

ikke jeg var og hør nu her

og se nu på det:

hvad sagde hun egentlig

og hvordan og hvorfor

mon det

vi hører det lige en gang til!

 

Og bagefter kunne pigerne især

og vist nok også nogen af drengene

selv Arnt

sige noget om noget

og selv om der hverken var

hoved eller hale i det

der stod på tavlen til sidst

så var det dog

meningen

med digtet

meningen med danskundervisningen

måske ligefrem

selv om det er store ord i Herning

meningen med livet

den dag.

 

Hvad er dansk?

 

Dansk er en hjælpedisciplin

det vil mange hhx’ere gerne have det til

bare at være

en hjælpedisciplin

for andre fag

et redskab

til at rette kommaer med

men det er ikke sådan jeg forstår det.

 

Dansk er en hjælpedisciplin til livet

har en af mine venner sagt

det tror jeg han har ret i

det forsker han i

det skal jeg også forske i

vi skal forske i en hjælpedisciplin til livet

for alle danskelever

også jer og jeres børn

og børnebørn når I kommer

så langt hvis I da

ikke dør inden.

 

Og det er da også derfor

jeg synes det er noget sludder

når jeg hører nogen andre elever

har sagt at de er

kede af at skulle sige farvel

til mig

’for nu har de lige fået bygget

en karakter op’

altså ikke en

personlig karakter

det er ikke det de mener

men en –

hvilket grimt ord skal man benytte –

en evalueringskarakter

en eksamenskarakter

der kan bruges til at lave et godt

karaktergennemsnit.

 

Jeg kan da godt se problemet

men der er det bare vi må minde

os selv på det jeg sagde lige før:

 

Du har ikke dansk for din

dansklærers skyld

skolens

dine forældres

forfængelighedens

fandens eller hans pumpestoks

skyld.

 

Du har dansk fordi det er en

hjælpedisciplin til livet:

 

Dit liv. Kærlighedslivet. Samfunds

Livet. Kulturlivet. Naturens liv. Hvor:

 

’abrikostræerne findes

abrikostræerne findes’

(citat: Inger Christensen (uden årstal): Alfabet)

 

Det liv der undrer os

og vi forundres af.

 

Det liv vi omfavnes af

og omfavner.

 

Det liv der sjældent

kan forklares

men iagttages sanses forstås

måske baglæns

måske forlæns som

’i en forlæns dødsspiral’

som en ung dansk kvindelig

digter sagde engang

i 80erne

som jeg husker det.

 

De ord er blevet stående

det var min dansklærer

Maibritt

i gymnasiet

der præsenterede dem

for mig

og de brændte sig fast

og blev en del

af det

der hjælper mig

og nu bliver det rigtig patetisk

gennem livet.

 

Ligesom jeg

tror håber ved

der vil være

ord billeder lyd

dansklærere præsenterer for jer

eller som I præsenterer for hinanden

i danskundervisningen

der vil være som en hjælp til livet.

 

Hjælp til livet!

 

Eller hjælp og hjælp

det er jo egentlig ikke

sådan at livet er et problem

vel

og slet ikke når man er ung

og vild og viril

som jer.

 

Så lad os nu ikke blive sentimentale

eller melankolske eller

nostalgiske.

 

Det handler om at få noget ud af det

ikk'!

 

Fyre den af

inden der står game over

på computerskærmen

eller ’fars gravsten’

som Alex med den tunge sølvkæde

og kasketten på sned

var modig men

på en måde også munter

nok til at fortælle os var et

vigtigt medie

for selvmordsbearbejdning

den allerførste dansktime

han dumpede ned i.

 

Hele verden er i en dansktime!

 

Dansk er min østers!

 

Luk op – og spis!